Studerendes film får premiere i Kina

To studerende fra VIAs uddannelse i Multiplatform Storytelling & Production i Aarhus har været i Chengdu i Vestkina og i Horsens for at lave en film om de to søsterbyer. I september fik filmen premiere i Chengdu til afslutningsceremonien på en ugelang kinesisk fejring af Danmark – ’Denmark Week’.

”Billeder siger ofte mere end ord, specielt når det handler om at samarbejde med kinesere. Kina er meget interesseret i ’the Danish way of life’. Derfor besluttede vi at lave en film, der uden ord kunne vise forskelle og ligheder mellem livet i Kina og Danmark. I VIA oprettede vi for nogle år siden en uddannelse i multiplatform historiefortælling, så det var oplagt at få studerende herfra til at lave filmen,” fortæller Rikke Nielsen, der er Chef for VIA International og har deltaget i planlægningen af Denmark Week i den vestkinesiske millionby Chengdu.

Se vidoen her:

Unik mulighed for studerende

Leder af uddannelsen Multiplatform Storytelling & Production, Louis Thonsgaard, bakkede op om projektet og opfordrede studerende til at henvende sig.

”Det er et super godt projekt og en unik mulighed for vores studerende til at rejse til Kina og filme i et land, man ikke uden videre laver film i. Resultatet er imponerende og understreger, hvad VIA kan,” siger Louis Thonsgaard.

Frie tøjler til at filme i Kina

De to studerende brugte i løbet af sommeren 10 dage i Chengdu og tilsvarende i Horsens til at optage filmen. Her filmede de hverdagen i begge lande for at finde forskelle og ligheder. De lægger begge vægt på, hvor venlige og hjælpsomme kineserne var under deres besøg i Chengdu.

”Alt var tilrettelagt og planlagt, og de havde virkelig sørget godt for os. Vi blev kørt rundt i bus og mødte blandt andet iværksættere og kunstnere, som viste os deres Chengdu og hvad de lavede – det var meget inspirerende.”

Philip og Simon havde på forhånd ønsket nogle dage for sig selv til at udforske byen og udvælge ting, de selv gerne ville have med på filmen.

”Vi har haft frie tøjler hele vejen igennem, hvilket har været super fedt,” konstaterer Simon.

I Horsens, hvor Simon er opvokset, handlede det om at tage de kinesiske briller på, når der skulle filmes.

”Filmen er lavet med henblik på, at den også skal fange kinesiske samarbejdspartnere. Så vi tænkte meget over, hvad de ville opfatte som interessant i en film som den her – det er jo ikke sikkert, det er det samme, som vi tænker på, når vi kender byen,” forklarer Simon.

Kinesisk street food og dansk pølsevogn

Job, mad, håndværk, kunst, kultur, arkitektur og transport. Det er nogle af de hverdagsting, de to studerende valgte at vise.

”Vi har taget udgangspunkt i de samme ting i de to byer. For eksempel er gaderne i Chengdu fyldt med street food, og til sammenligning valgte vi at filme en pølsevogn i Horsens. Det er jo vores form for street food og samtidig meget dansk”, smiler Philip.

Simon tilføjer: ”En almindelig dagligdagsting som transport er måske ikke dét, man først ser som noget super interessant. Men det er noget, begge kulture kan relatere til,” forklarer han. ”Og der er virkelig forskel på de to lande. For eksempel har de et meget strengere sikkerhedssystem på togstationerne i Kina.”

Filmen er en icebreaker i mødet med kinesere

Ifølge Lene Bjarke Skov, kulturkonsulent i Horsens Kommune, kan filmen blive en icebreaker, når kommunen møder nye eller eksisterende samarbejdspartnere.

”I kraft af søstersamarbejdet oplever vi i kommunen, at kineserne er interesserede i at få et indblik i dansk livsstil. Denne film formår at vise, hvordan dansk og kinesisk livsstil er forskellig fra hinanden, men også hvor der er ligheder. Med det korte format vil den kunne bruges i alle mulige sammenhænge, hvor vi er i kontakt med kinesiske samarbejdspartnere. Som icebreaker, åbningsindslag, pause eller noget helt andet”, siger Lene Bjarke Skov.

Filmen imponerer i DK og Kina

Resultatet af filmprojektet imponerer både i Kina og Danmark. I Chengdu bliver filmen vist ved den officielle ceremoni i forbindelse med afslutningen af Denmark Week fredag den 18. september. Her er repræsentanter fra bystyret i Chengdu, VIA, Horsens Kommune og en række samarbejdspartnere samlet til premieren.

Uddannelsesleder Louis Thonsgaard har på forhånd set filmen og er meget imponeret af de to studerende.”Det er yderst høj kvalitet, hvad de har leveret. Både filmteknisk og kreativt. Det viser, hvor gode studerende, vi formår at tiltrække – selv til en uddannelse, der kun har eksisteret i to år,” siger han.

Artikel taget fra www.via.dk