Sommerstatus på parken

I anledningen af sommerferien har vi taget en snak med Vitus Berings direktør Ulla Sparre, om første halvdel af 2016 og om, hvad vi kan se frem til i efteråret.

???????????????????????????????

Vi møder Ulla på kontoret i Vitus Bering Innovation Park, hvor hun har tid til en kop kaffe og til at gøre status over 2016, inden sommerferien for alvor melder sig. Vi kaster os ud i det første spørgsmål:

Hvad er status på nuværende tidspunkt?

2016 er gået strygende, det er vores bedste resultat i parkens levetid. Siden årsskiftet har huset været fuldt udlejet, så vi har gjort det til en kunstart at flytte rundt og optimere lokalerne på en kreativ måde, så vi kan imødekomme nye lejere. Generelt kan man sige, at VitusBering er et meget dynamiskt hus med megen ind- og udflytning. Skønt vi er fuldt booket langt ind i efteråret, er vi altid løsningsorienterede og åbne for dialog med interesserede lejere.

Hvad betyder det at være direktør i VitusBering?

Min rolle er at sikre netværk både internt og eksternt, hvilket vil sige at jeg er et slags bindeled mellem vores beboere og andre aktører uden for huset. Ud fra den feedback, jeg får fra lejerne, ved jeg, at parkens stærke udviklingsmiljø, hvor vi støtter forretningsudvikling, er vores store force. Desuden er vores beboere gode til at sparre og dele viden på tværs af brancher og erfaringer. Det kommer helt naturligt, når man dagligt deler kantine eller mødes ved kaffeautomaten.

Adressen deler vi med VIA University College, hvilket giver en unik mulighed for adgang til den nyeste viden og forskning inden for de erhvervsfaglige uddannelser. Der er et godt samarbejde mellem VIA og virksomhederne med mulighed for praktikophold for både danske og udenlandske studerende.

Hvad vil du fremhæve fra første halvdel af 2016?

Jeg vil helt klart fremhæve Bering StartUp med Henrik & Henrik, vores to business coaches. Bering StartUp gik i luften i efteråret 2015 og blev nomineret til DANA Awards’ fællesskabspris i foråret 2016. Resultaterne har ikke manglet: 15 virksomheder har fået rådgivning til forretningsudvikling, 4 iværksættere har fået hjælp til at søge investorkapital og 5 mentorforløb er etableret. Flere praktikophold med studerende fra VIA er oprettet og der er afholdt flere temamøder med fokus på videndeling. Læs artikel om Bering StartUps koncept og resultater her. Samarbejdet om opstartsvirksomheder i huset er øget blandt både interne og eksterne aktører bl.a. Business Horsens, Horsens Kommune, Fænglset, Tinghuset og Den Seriøse Kaffeklub, hvor man samarbejder om Vækstcaféer med fokus på iværksættere. Det nyeste initiativ, vi har lavet i fælleskab er Venture City Horsens, som vi forventer bliver en vigtig samarbejdspartner for Bering StartUp.

Du er lige blevet bestyrelsesformand i Venture City Horsens. Hvad er det for et projekt?

Venture City Horsens er en unik mulighed for at fremskaffe kapital til iværksættere og virksomheder med gode idéer. Der er solid opbakning fra  Horsens’ erhvervsliv til Venture City Horsens og der vil fra august være mulighed for at finde mere information på foreningens hjemmeside www.venturecity.dk

Er der allerede nu planlagt særlige arrangementer i efteråret?

Et af efterårets store events bliver Investors Open, som vi holder i forbindelse med “Entrepreneurship Week” i uge 46. Vi havde stor succes da vi lagde hus til arrangementet i november 2015, så igen i år forventer vi, at mindst 100 investorer og spændende startups deltager. Har du eller din virksomhed en idé som I har mod på at præsentere for mulige investorer, så hører vi gerne fra jer.

Vi har desuden etableret et samarbejde med Qatar Business Innovation Center, som jeg besøgte på deres hjemmebane i vinters. Målet med samarbejdet er at dele viden om inkubation og markedsmuligheder for danske og mellemøstlige virksomheder. Derfor er det også planen, at delegationen fra Qatar skal besøge os, så de kan se, hvordan vi håndterer iværksætteri og startups her i parken.

Hvilke konkrete projekter kan vi forvente til efteråret?

Først og fremmest, at vi arbejder videre med at udvikle vores tilbud til ambitiøse udviklingsvirksomheder – her vil der komme flere nyheder i efteråret.Omkring vores faciliteter, så vil vi realisere konceptet “Fra kantine til café” allerede i august. Det betyder, at man vil opleve en forbedret indretning af atriumgården med nye møbler og en ny kantineudbyder, som tiltræder i august, så der kommer flere ændringer på én gang.

Er der andre planer for indretningen?

I foråret samarbejdede vi med Stormsalen om vores visuelle profil, som bl.a. kommer til udtryk i et nyt indretningsdogme, hvor husets farver tematiseres efter etage. Vi glæder os meget til at se det færdige resultat. Derudover har vi en lille hemmelighed i ærmet, som vi ikke vil afsløre nu.

Ulla Sparre og resten af teamet i VitusBering ønsker alle lejere og samarbejdspartnere en god sommer. Vi ses efter ferien.