Hvordan skaber vi en talent-guldmine ?

I forbindelse med den årlige lærerkonference ”Naturfagene Ud af Boksen”, som netop har fundet sted i Vitus Bering Innovation Park, fortæller Rasmus Ankersen, om sine erfaringer med talentudvikling. Interessante synspunkter, der uden tvivl kan overføres til erhvervslivet!

Rasmus Ankersen2

At være en succesfuld virksomhed handler ikke kun om at nå toppen, men også om at blive på toppen. Rasmus Ankersen, coach og medieekspert inden for ledelse og talent, deler sin indsigt i, hvordan virksomheder og iværksættere kan skabe succes og udvikle talent:

Vi har en tendens til at nå et punkt i vores karriere, hvor vi bliver magelige. Her kan vi være med, så hvorfor blive ved med at udvikle os? Men sandheden er, at for at blive verdensmester, skal man blive ved med at udfordre og evaluere sig selv.

Det er tydeligt, at Rasmus Ankersen har gjort sig erfaringer i sportens verden, hvor mange af hans farverige anekdoter kommer fra, men der er ingen tvivl om, at den viden han har opnået gennem talentudvikling af sportsudøvere kan overføres til forretningsverden!

Vi oplever, at der er steder i verden, hvor talent bliver udviklet i en sådan grad, at de har den største koncentration af elite atleter i verden. Det interessante er, at disse steder ikke har de fineste faciliteter, de mest veluddannede trænere og et godt økonomisk opland. Tværtimod finder man disse guldminer ’in the middle of nowhere’ i Kenya, på en græsmark i Jamaica, eller ved en nedslidt tennisklub i Moskva, fortæller Rasmus Ankersen.

Selvtræning udvikler talent

Rasmus Ankersen afliver hurtigt myten om at talent er en medfødt gave. Talent kommer af sult og træning! Ifølge Rasmus Ankersen er den mest effektive form for talentudvikling ’selvtræning’, hvor man konstant evaluerer sig selv og sin performance – kun på den måde kan man blive den bedste:

Et studie af verdens topviolinister viser, at de hver især har brugt over 10.000 timers effektiv selvtræning fra da de startede med at spille violin. Jo færre timer violinisterne havde brugt på selvtræning, des mindre talentfulde var de.

Det samme gælder i erhvervslivet. Hvis man ikke konstant er sulten efter forbedring, bliver man ikke bedre. Rasmus Ankersen refererer her til ’erfaringsfælden’:

Efter nogle års erfaringer på arbejdsmarkedet når man typisk et punkt, hvor man klarer sig godt og ikke behøver at tilegne sig nye erfaringer. Man kan udføre sit arbejde på baggrund af den viden, man allerede har opnået.

Man ser ofte, at virksomheder går i erfaringsfælden, fordi omgivelserne bliver lidt for komfortable. Omgivelserne skal ikke være designet til komfort, men hårdt arbejde:

Jeg blev fuldstændig paf, da jeg så de træningsfaciliteter, som verdensstjernerne havde. Deres løbebane var en jordet markvej og træningsudstyret fuldstændig forældet! Men efter at have snakket med trænerne, fandt jeg ud af, at omgivelserne rent faktisk var en del af at udvikle talent. Faciliteterne var designet til at yde – ikke nyde. Man trænede kun her, hvis man virkelig brændte for det!

Begrænsninger skaber innovation

Det er ikke nødvendigvis dem med de bedste forudsætninger, der vinder. Faktisk oplever man, at de mest effektive problemløsere er dem, der arbejder på kanten af deres kompetencer, hvilket Rasmus Ankersen uddyber:

De personer, der er bedst til at løse problemer, er dem, der ikke ved nok til at løse problemet, men nok til at forstå problemet.

Når man er ekspert, kommer man ofte til at hvile i den viden, man har, og derfor tænker man mindre innovativt. Det viste sig, at alle guldminerne rundt i verden havde en ’Godfather’ – en træner, som realiserede talenterne. I alle tilfældene var disse ’Godfathers’ slet ikke fra sportens verden, men havde helt andre baggrunde. Verdens fRasmus Ankersen1ørende træner i sprint, Stephen Francis, er fx uddannet statistiker og har aldrig selv løbet.

Rasmus Ankersen referer til det koncept vi kender som ’outsider intelligence’. Innovation kommer udefra, og det er derfor ikke altid dem med de bedst egnede uddannelser, der er de bedst egnede til at skabe innovative løsninger. Ud over at trænerne er ’outsiders’, er det også nævneværdigt, at guldminerne er kendetegnet ved begrænsninger. Rasmus Ankersen fortæller:

I landsbyen i Kenya var der hverken biler, cykler eller andre former for transportmidler, så det var helt naturligt, at man løb for at komme fra ét sted til et andet. Alle løb – både unge og gamle. Havde de ikke haft denne begrænsning, var de ikke blevet tvunget til at tænke løb ind i deres hverdag og havde højst sandsynligt ikke udviklet så mange topatleter, som de har.

Ifølge Rasmus Ankersen, er det begrænsninger, der driver kreativitet og tvinger folk ind i et kreativt mindset. Virksomheder som Apple er kendt for at bruge selvpålagte begrænsninger for at bringe innovative løsninger på bordet. Hvis man er i et komfortabelt miljø, tvinger man ikke sig selv til at yde, hvilket bremser innovation og udviklingen af talent.

For at svare på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan skabe en guldmine af talenter, så er svaret ja! Men vi skal lede efter talenterne, og her skal vi tænke nyt. Den mest innovative softwareudvikler er ikke nødvendigvis personen, der er uddannet IT ingeniør, men personen, der hver dag sidder foran computerskærmen, fordi han elsker det! Når vi har fundet talenterne handler det desuden om at skabe de omgivelser og begrænsninger, der holder folk og virksomheder til ilden – Det er i hvert fald Rasmus Ankersen svar på, hvordan vi skaber en guldmine af talenter!