God kundeservice kan ikke downloades

”People buy from people they like” og ”God kundeservice kan ikke downloades på en App”. Sådan lød nogle af de budskaber Sanne B. Lund skar igennem med til eventen ’Nytårskur for iværksættere’ – Her kan du læse, hvorfor mindre fokus på produkt og mere fokus på de indre værdier, ifølge Sanne B., er nøglen til god kundeservice. 

Nytårskur Sanne B 2

Sanne B. Lund deltog i Nytårskur for iværksættere – årets første iværksætter begivenhed, som foregik i de hyggelige omgivelser på Cafe Gran d. 26. januar. Sanne holdt eftermiddagens andet oplæg – og her var der skruet op for energien.

Læs pointerne fra det første oplæg ’find din indre power frem’.

Det første Sanne gjorde var at hive deltagerne op af deres stole.
Og med en opfordring til at give hinanden massage, blev stemningen såvel som muskler løsnet op. Herefter stillede hun skarpt på, hvor vigtig indre værdier og nonverbal kommunikation er, når man står overfor en kunde eller samarbejdspartner.

Kend dig selv

“Mennesker køber af mennesker, som de kan lide – derfor skal iværksættere være mindre produktorienteret og mere fokuseret på, hvordan de er som mennesker.”

Helt konkret anbefaler Sanne, at du får lavet en adfærdsanalyse for at lære dig selv at kende og for at blive klogere på, hvordan du kan imødekomme andre. Det kan hjælpe dig til at forstå, hvordan du skaber et positivt førstehåndsindtryk og ikke mindst efterlader kunden med en positiv opfattelse af dig.

Relationen er altid den vigtigste

Det handler om at være ‘likeable’ – tænk derfor over hvordan du møder kunden. Er du åben, ærlig og empatisk? Kigger du kunden i øjnene og har du forberedt dig til mødet?

En tanke varer kun 1,5 minutter

En tanke varer kun 1,5 minutter. Kundens sidste tanke vægter derfor meget højt, så vær bevidst om at efterlade din kunde i en positiv tanke. Inden du går ind til et kundemøde, kan du med fordel tænke over spørgsmålet: Hvilken positiv tanke vil jeg gerne efterlade kunden i?

Gør kunderne glade for din egen skyld

Samtidig havde Sanne fokus på vigtigheden af at gøre et godt stykke arbejde, fordi den medfølgende hormonelle belønning er en gratis gevinst til giveren selv. Ifølge hende skulle man gøre kunderne glade – ikke for kundernes skyld men for ens egen.

Nytårskuren blev arrangeret af BusinessHorsens og BeringStartup.