European Digital Innovation Hub

Vitus Bering Innovation Park er udnævnt til European Digital Innovation Hub – en titel, der åbner op for adgang til europæiske partnerskaber og udviklingsprojekter. Samtidigt er det et skulderklap til alle partnerne, der samarbejder i parken og giver et unikt innovationsfælleskab med både uddannelse, anvendt forskning, startups, virksomheder og erhvervsaktører.

Digital Innovation Hubs er one-stop-shops, der hjælper virksomheder med at forbedre deres konkurrencekraft ved anvendelse af digitale teknologier i forretningsudvikling, processer, services og produkter. Det er centre, hvor kompetencer og ny viden er samlet og vil være regionalt centrum for nye digitale udviklingsprojekter. Der er i Danmark udnævnt 5 regionale hubs og det er udover Vitus Bering Innovation Park i Horsens, Alexandra Instituttet i Aarhus,  BrainsBusiness ICT i Aalborg, Teknologisk Robotics i  Odense og Made i København. Listen over alle europæiske hubs kan ses her 

Vi er valgt på baggrund af de kompetencer, der findes her i parken med både VIAs tekniske uddannelser og forskningscentre for anvendt teknologi, Insero’s udviklingsprojekter og investeringer i ny teknologi, inkubationsmiljøet i Bering Startup og at vi har BusinessHorsens med erhvervsvejledning som en integreret del af miljøet.

Vores ambition er at være et centralt center for anvendt teknologi. I 2019 vil en række initiativer støtte dette, lige fra en ny møderække “Techboost” arrangeret af BusinessHorsens,  VIAs nye laboratorier indenfor Industri4.0 og VR samt etablering af VIAs nye forskningscenter for digital produktion og forretningsudvikling. Der vil i 2019 også blive arrangeret en række workshops, hvor både ledere og medarbejdere i regionale virksomheder kan få hands-on på nye teknologier.