Energikonkurrence tager tre på stribe

Efter succesen i 2012 og 2013, samles mere end 100 investorer, fageksperter og iværksættere fra hele Europa nu for tredje gang i Vitus Bering Innovation Park til ’European Venture Contest Energy’ – det sker den 8.-9. oktober, hvor iværksætternes forretningsidéer sættes under lup. Denne gang udvides konkurrencen med en ekstra Academy Day, hvor deltagende virksomheder og andre interesserede har mulighed for at finpudse deres præsentationer, få feedback fra et ekspertpanel og opdyrke de vigtige netværk.

evc2014_1_700x432

Spændende investeringsmuligheder, nye netværk og innovative forretningsidéer!

Det har været de synlige resultater af ’European Venture Contest Energy’, som de seneste to år er blevet afholdt i Horsens. Derfor er forventningerne – med rette – store, når internationale industrieksperter og investorer for tredje gang kommer til byen for at sætte iværksættere fra hele Europa stævne og gennemgå deres forretningsplaner med kritiske briller. Konkurrencen løber af stablen den 9. oktober i Vitus Bering Innovation Park, og det primære mål er at finde nye investor-emner til de spirende virksomheder. Ud over muligheden for at få finansieret den gode idé får deltagerne også rig mulighed for at netværke og udveksle idéer i løbet af dagen.

De bedste ideer går videre til en stor europæisk finale, da dagen udgør en af semifinalerne i venture-konkurrencen, som nu for tredje gang gennemføres udelukkende med fokus på energiområdet – og succeshistorierne er til at få øje. Danske Søren Mouritsen er således et glimrende eksempel på, at det kan betale sig at deltage. I 2012 repræsenterede han den schweiziske opstartsvirksomhed ROMO Wind, som endte med at vinde hele konkurrencen – siden da er det lykkedes virksomheden at rejse 4.8 mio. euro fra forskellige europæiske investorer.

Insero og Vitus Bering Innovation Park arrangerer konkurrencen i samarbejde med Invest in Denmark, Horsens og Aarhus Kommuner samt ikke mindst den europæiske netværksorganisation Europe Unlimited, som står bag alle ’Venture Contest’-konkurrencerne i Europa.

Lær at præsentere din virksomhed på Academy Day
For at imødekomme ønsker fra de foregående år om endnu mere tid til at netværke, er konkurrencen i år udvidet med en ekstra dag – en såkaldt Academy Day. Den 8. oktober har virksomheder, der deltager i konkurrencen dagen efter – såvel som andre interesserede opstartsvirksomheder – således mulighed for at få øvet præsentationen af deres idé eller produkt samt modtage gode råd og feedback fra et panel af investorer og industrieksperter.

evc2014_2_700x467

Alle interesserede virksomheder kan tilmelde sig Academy Day, men der vil kun være et begrænset antal pladser til virksomheder, der ikke deltager i selve konkurrencen, som kan præsentere og få feedback på deres produkt eller teknologi foran dommerpanelet.
Selv om man ikke præsenterer, vil der være værdifuld viden og inspiration at hente i fht. hvad investorer kigger på, når de vurderer en forretningsidé, og hvordan man bedst muligt præsenterer sit produkt eller sin forretningsplan.

Arrangementet er gratis, og det er ligeledes muligt at deltage i receptionen for European Venture Contest, som finder sted om aftenen d. 8. oktober. Ved receptionen vil der være mulighed for at netværke med de andre deltagere i konkurrencen samt potentielle investorer.

Tilmeldingen til European Venture Contest Energy er åben nu, og tilmeldingsfristen er den 25. august 2014. Det er gratis at deltage.

Du tilmelder dig her, hvor du også kan læse mere om konkurrencen og udvælgelseskriterierne.

Ønsker du kun at deltage i Academy Day, kan du tilmelde dig her, hvor du også kan læse mere om dagen.

Se en video fra sidste års konkurrence her