DRIFTSLEDER TIL PROFESSIONELT INNOVATIONSHUS

Vitus Bering Innovation Park søger leder til daglig ledelse og udvikling af driftsområdet

VitusBering Innovation Park

Vitus Bering Innovation Park i Horsens er et veldrevet innovationshus med ideelle rammer for mødet mellem erhvervsliv, iværksætteri og uddannelser.

Vi er en af landets største udviklingsparker med 8000 kvadratmeter på syv etager og med faglige miljøer inden for IT, maskinteknik, byggeri, elbiler, organisationsudvikling, markedsføring og innovation. Vi har over 40 virksomheder boende, flere uddannelser har fast base hos os, og vi afvikler konferencer og efteruddannelsesaktiviteter med interne og eksterne udbydere.

Udvikling i samarbejde 

Som driftsleder i nyoprettet stilling bliver du ansvarlig for den daglige drift og løbende udvikling af driftsområdet. Driftslederen skal som nærværende og synligt omdreningspunkt sikre, at virksomheder, studerende og øvrige brugere får mest muligt ud af deres tilstedeværelse i huset. Du bliver en del af et team på 4 kolleger, der er fuldt optaget af at drive parken. Du skal som sparringspartner for vores direktør bistå hende i udviklingen af huset, rådgive om økonomi og have kontakt til bank og forsikringsselskaber.

Derudover skal du varetage en række opgaver, bl.a.:

  • medvirke til at udleje arealer, og sikre bygningsvedligeholdelse, økonomistyring og opfølgning.
  • sikre en lean administration og service i et hus med mange aktører
  • deltage i udvikling og afvikling af arrangementer og events
  • kvalitetssikre og optimere serviceaftaler med husets leverandører
  • aktivt medvirke i etablering af innovationslabs og prototypefaciliteter
  • udarbejde lejekontrakter, foretage huslejeopkrævning (i samarbejde med leverandør) samt udvikle salgs- og prispolitikker

Om dig
Ud over at være en engageret, proaktiv og dygtig daglig leder med fornemmelse for brugernes behov er det en fordel, at du har erfaring med ejendomsadministration (herunder gerne kendskab til  lejeloven, boliglovgivningens regler og erhvervslejeloven). Du har en relevant uddannelse inden for driftsledelse og økonomi, evt. som ejendomsadministrator eller produktionsleder.

Du er derudover en dygtig kommunikator både på dansk og engelsk.
For mere information henvises til job- og kravnotatet.

Du er også velkommen til at ringe til direktør Ulla Sparre på telefon 87 55 19 03.

En motiveret ansøgning sendes til hr@insero.dk senest d. 12. januar 2015.