Hvordan rejser jeg penge?crowdfunding-temamoede-beringstartup-300x250

Missede du Bering StartUp Temamødet om crowdfunding? Her delte Michael Eis, Danmarks førende ekspert i crowdfunding, ud af sin viden om crowdfunding og hvordan iværksættere kan rejse penge til deres projekter – vi har samlet pointerne her. 

Crowdfunding er et begreb, som flere og flere iværksættere får øjnene op for. Der bliver dagligt arbejdet på nye crowdfunding projekter, hvor nogen får succes, mens andre må gå tomhændet hjem. Ifølge Michael Eis er der masser af investeringsvillige privatpersoner, som gerne vil investere i produkter og gode ideer, men der mangler gode projekter at investere i. Så måske du skulle springe ud i at rejse penge til dit projekt! 

Det er ikke raketvidenskab, men hårdt arbejde

“Den største fejltagelse iværksættere begår, når de starter en crowdfunding kampagne er, at de sætter sig ned og venter. De tror simpelthen, at pengene begynder at rulle ind – det er stik modsat. Det kræver hårdt arbejde.”

Ifølge Michael Eis er salg og marketing nøglen til succes. Undersøgelser viser, at 52% af finansieringen fra crowdfunding platforme kommer fra personer, som ikke kender dit produkt i forvejen. De resterende kommer fra venner, familie og netværk. Det er de 52%, du skal overbevise – og det gør du gennem marketing og relationsopbygning.

“Hvis ikke du kan sælge, så sørg for at få en på holdet, som kan. Brug sociale medier, lav videoer og sørg for at de mulige investorer kan se produktet – det er altid en god ide at have en prototype, som man kan vise frem.”

Få inspiration til den perfekte crowdfunding kampagne