Bering StartUp skudt igang

Bering StartUp skudt i gang

Den 15. September kickstartede Vitus Bering Innovation Park det nye inkubationsmiljø, Bering StartUp. Her mødtes interesserede iværksættere, business coaches og partnere for at fejre dagen og høre mere om det nye tilbud til StartUps.

Åbningen var en succes med stor interesse fra de godt 30 fremmødte og allerede nu er to af de ti arbejdspladser reserveret. Mens de fremmødte nød et glas bobler og lækre sandwich fra lokale MadhosMads, bød Ulla Sparre, direktør af Vitus Bering Innovation Park, velkommen med en fortælling om tankerne bag Bering StartUp:

”Bering StartUp har været på tegnebrættet i 1 ½ år og nu er vi nået dertil, hvor vi kan åbne døren for iværksættere, der brænder for at gøre deres ide til virkelighed. Der ligger et stort forarbejde bag konceptet, da vi har arbejdet på at samle og dermed tilbyde iværksætterne kompetencer og viden fra alle aktørerne i parken.”

Som del af Bering StartUp (læs mere her) forventes du at indgå i et business coaching forløb, hvor man bl.a. bliver matchet med en mentor/advisory board, der har den ekspertise, der passer til den enkelte iværksætters behov.

Der er derfor arbejdet på at sammensætte et team af erfarne erhvervsfolk fra hele Horsens på tværs af de 3 store iværksættermiljøer Fængslet, Tinghuset og VitusBering – så Horsens, som iværksætterby gør en samlet indsats for at hjælpe StartUps til succesfuld forretning. Derfor får man som ung virksomhed i Bering StartUp adgang til et unikt og erfarent netværk.

”Vi er glade for at initiativet kunne lade sig gøre – især fordi at rigtig mange undersøgelser viser at de StartUps, der får coaching og sparring, klarer sig bedre og har større vækstpotentiale. Som udviklings- og innovationspark er det vores opgave at bidrage til, at der bliver skabt nogle bæredygtige virksomheder.” Fortæller Ulla Sparre til sidst i sin åbningstale

Det er vigtigt at have et sted man kan gå på arbejde

Søren Frahm, Creative Director v. Artlinco er lidt af en serieiværksætter – til åbningen af Bering StartUp gav han gode råd til at springe ud i iværksætteri. Her fortalte han bl.a. om vigtigheden om at kunne gå på arbejde.

Arbejder man derhjemme flyder det hele meget let sammen, og man har svært ved at holde fokus. Derfor er det en god ide, at slå sig ned i et miljø såsom Bering StartUp, hvor man kan arbejde fokuseret og begå sig med andre, der også brænder for at få en virksomhed op og køre.”

Desuden gav Søren Frahm gode råd til StartUps, herunder at man i første omgang skal kigge sig selv i spejlet og spørge, hvorfor man gerne vil være iværksætter – man skal brænde for det og være villig til at have 18 timers lange arbejdsdage. Den bedste ide er intet værd, hvis den ikke bliver til noget – og det kræver knofedt at få det til at blive til noget.

Desuden var Jacob Breddam fra Welovestartups forbi og fortalte om den frivillige forening, der fire gange om året uddeler legater a 25.000 – 75.000 kr. til iværksættere på StartUp stadiet.

Her opfordrede Jacob Breddam de fremmødte iværksættere til at smide en legatansøgning til Welovestartups og gav gode råd til at skrive en sådan ansøgning.  Læs mere om Welovestartups legater her.

Første spadestik er nu taget og Bering teamet står klar til at udvikle succesfulde forretninger!