topgrafik_sub08Backup i stor stil

D. 3. marts flyttede Jens Rohde ind på et delt kontor her i Vitus Bering Innovations Park. En flytning, der egentlig var opstået lidt tilfældigt, men som viste sig at være det helt rigtige match.

Jens Rohdes ekspertise er Backup, hvor han hjælper virksomheder med deres backup-systemer. Jens har mere end 15 års erfaring i branchen, hvor han nu arbejder på mere freelance basis. Han er underleverandør af EMC NetWorker, hvor han aftager arbejdsopgaver for mange forskellige virksomheder. De nuværende kunder er store virksomheder – meget store virksomheder! Og de kan nogle gange være lidt tunge at danse med, så der er nogle fremtidsplaner i støbeskeen:

Som supplement til mine nuværende opgaver, har jeg planer om at ’gå lidt nedad’ også , og forsøge at bevæge mig mod lidt mindre virksomheder som kunder. Der har man som enkeltmands virksomhed lidt større indflydelse, og man har også mulighed for lidt flere opgaver, fortæller Jens.

Ellers indeholder fremtidsplanerne mest, at der måske med tiden kunne blive højt nok til loftet i virksomheden til, at Jens kunne få eget kontor. Men det er ikke noget der er på tegnebrættet lige nu.

Det sociale aspekt i en enmandsvirksomhed
Jens Rohde startede egentligt virksomheden op derhjemme, men som tiden gik, mærkede han behovet for at ’komme ud’. Det er derfor hovedsagligt på grund af det sociale miljø i parken, at Jens er flyttet herud:

Jeg har en lidt introvert arbejdsstil, så det er ikke fordi jeg som sådan skal arbejde sammen med nogle hele tiden, men det er rigtig rart at møde andre mennesker i løbet af dagen, og f.eks. have mulighed for at benytte kantinen til frokost.

Han fortæller desuden også, at det er lidt hyggeligt at der er andre nørder i huset. Dog er der ikke lige nu udsigt til deciderede samarbejdstiltag med andre virksomheder eller de studerende i huset:

Mine primære kunder er for længst vokset ud af et hus som dette, så der er ikke lige på den måde kunder for mig her. I forhold til de studerende, så er det mere bare nostalgisk at kunne se alle disse nye IT ingeniører sidde der hvor jeg sad for mange år siden – men deciderede arbejdsprojekter i samarbejde med studerende, det ser jeg ikke lige for mig i fremtiden. Selvom man jo aldrig skal sige aldrig!

Flytningen til VBI Park var lidt et tilfælde, for parken dukkede ikke op i de første søgninger som Jens lavede på nettet. Dog kom han på besøg hos VBI Parks tidligere lejere bubblemedia i deres nye bubblelabs. Selvom to parter klikkede vældig godt, manglede der et rent fagligt match. I stedet anbefalede bubblemedia Jens at undersøge mulighederne ’ude i VBI Park’. Som sagt så gjort, og det var den rigtige beslutning:

Det store fokus på IT der er herude, både med IT ingeniørerne og de mange IT fokuserede virksomheder, gør det til en attraktiv arbejdsplads for mig. Desuden betyder det rigtig meget, at jeg kan leje blot en arbejdsplads og at jeg ikke behøver at leje et helt kontor, men kan nøjes med en arbejdsplads. Desuden kan jeg godt lide den ’kække grønne trappe’, der fylder hele det store åbne rum, lyder det fra Jens og tilføjermed et smil: Det er da også hyggeligt, at der er så mange lidelsesfæller!

Læs mere om Jens Rohde her.